Sikkerhed til søs er en af TrygFondens mærkesager, så da Roskilde Sejlklub ansøgte om VHF’ere til brug i sejlerskolen, matchrace m.v. gav det pote med denne flotte donation på 32.000 kr..
Pengene går til et professionelt kursus for 20 instruktører i anvendelse af VHFérne til opnåelse af det lovpligtige certifikat samt til anskaffelse af fem ekstra VHFére og en kraftig stationær til klubhuset.
På fotoet ses Johanne Rask, der sidder i TrygFondens repræsentantskab, overrække ”checken” til formand for sejlklubben, Normann Sloth. Ved siden af står et par af klubbens medlemmer med eksemplarer af de nye og fine VHFére. Roskilde Sejlklub er taknemmelig for donationen og stemningen blev ikke mindre af, at TrygFonden sendte denne charmerende og engagerede repræsentant til en rigtig personlig overrækkelse.
Det hele fandt sted i forbindelse med klubbens standerhejsning den 21. april fulgt af klapsalver fra 40-50 af medlemmerne, der var mødt op denne flotte forårsdag. Der er gang i Roskilde Sejlklub. Klubben er lige tildelt Dansk Sejlunions klubudviklingspris og har medlemsfremgang. Men der er stadig plads ude på fjorden til flere sejlere.