Der var så hurtig og overfyldt tilmelding, at sejlklubben måtte improvisere og etablere to hold kokkekursus i dag onsdag den 26. februar. Heldigvis var kokkene fra Sagafjord, der stod for kurset, helt med på den ide og leverede i dag en stor præstation – kun overgået af de entusiastiske deltagere, der lærte at lave pasta fra bunden og at tilberede en lækker sauce dertil.

Fotos’ene taler for sig selv. Der var sat en fin og original italiensk melblanding ud på bordene samt æg, – i princippet et æg pr. 100 g mel – og så var det bare om at komme i gang med at ælte dej med hænderne indtil chefkokken var tilfreds med resultaterne. Dejklumperne skulle være glatte og hvis man trykkede en finger ind i dejen, skulle den helts bevæge sig elastisk tilbage. Klubbens nye borde viste sig særdeles velegnede som køkkenborde. Dejen blev herefter sat på køl en halv times tid, inden den skulle et antal gange igennem pastamaskinerne. Dem var der heldigvis tilvejebragt en hel del af takket været formandens ihærdige efterlysning af dem. Der kom mange interessante variationer af pasta ud af maskinerne, nogle korte, andre lange, nogle ekstremt smalle, andre brede. Nogle tykke, andre tynde som papir.

Saucen bestod af auberginer, skåret i fine små firkanter, og dertil hvidløg og en enkelt skrap rød chilipeber. Det hele æltedes sammen med noget salt, så det kunne trække noget af fugtigheden ud. Denne substans blev herefter stegt på panden og til sidst under serveringen blandet med tomatsaucen, der ganske enkelt var hakket tomat fra dåse, dertil frisk basilikum samt hvidløg og lidt chili. Voila, så enkelt og originalt italiensk kan det gøres.

Formanden indhentede tilsagn fra deltagere, der syntes, det ville være en god ide at køre videre med denne fælles madlavningside. Mere herom senere.