Roskilde Sejlklub vinder prisen for Årets Idrætsforening 2024!

Wow – vi har gjort det! Roskilde Sejlklub er kåret som “Årets Idrætsforening” ved den store Idrætsfest arrangeret af Roskilde Idrætsunion (RIU).

Den her pris er til alle jer – vores medlemmer, trænere, frivillige og samarbejdspartnere. Det er jeres engagement, fællesskab og kærlighed til klubben, der gør det hele muligt. Kæmpe tak til jer alle!

Vi sender også et stort tak til Roskilde Idrætsunion, som har valgt at anerkende os blandt alle de fantastiske idrætsforeninger i byen.

 

Hvorfor os?

I begrundelsen lyder det bl.a.:

“Roskilde Sejlklub har de seneste år arbejdet strategisk og målrettet med at udvikle både medlemsaktiviteter og sin relevans for lokalsamfundet.”

Det er vi stolte af – for vi vil mere end bare at sejle. Vi vil være en aktiv del af byen og skabe fede oplevelser både på og uden for vandet.

 

 

 

 

 

Mere end en sejlklub

Vi ligger lige midt i et af Roskildes mest populære rekreative områder, og vi har gjort en stor indsats for at åbne klubben for alle. Vi har bl.a.:

 Indgået samarbejde med folkeskoler og Julemærkehjemmet, så børn kan prøve kræfter med sejlads – og vi er allerede fuldt booket til næste år!

 Lavede et højskoleforløb med Roskilde Festival Højskole, hvor vi kombinerer sejlads med højskoleliv.

 Været en del af byens fede events, fx Julemandens ankomst, Fjorden by Night og Luciaoptog i kajak.

Vi vil ikke bare være en idrætsforening – vi vil være en del af Roskildes liv og fællesskab.

Vi investerer i fællesskabet

Vi har også brugt kræfter (og penge) på at gøre klubben endnu federe for vores medlemmer. Vi har investeret i nye faciliteter, workshops og kurser, så vi altid har noget spændende at tilbyde.

Masser af muligheder – også for de yngste

Vores sejlerskole og juniorafdeling kører derudad, og vi har ventelister – hvilket siger alt om, hvor meget folk vil være med!

For de mindste (5-7 år) har vi startet et “krabbehold”, hvor de kan lege sig til vandglæde med SUP-boards, vandtilvænning og masser af sjov.

For at få alt det her til at ske, har vi også investeret i nyt grej:

 Industrisymaskiner til at fikse sejl

 VHF-radioer og redningsveste

 Nye juniorjoller og følgebåde

 Fem store kølbåde til sejlerskolen

Det betyder, at vi kan tilbyde de bedste rammer – både for de helt nye og de mere erfarne sejlere.

Vi fortsætter stolt det gode arbejde!

Den her pris giver os endnu mere motivation til at blive ved med at udvikle klubben, styrke fællesskabet og få endnu flere med ud på vandet.

Tak til alle jer, der er en del af Roskilde Sejlklub – vi ses på fjorden!