Der var fest og farver over Roskilde Sejlklubs standernedhaling søndag den 27. oktober. Vejret var kedeligt og vådt, men på trods af det mødte en stor skare vejrbidte sejlere frem, som det fremgår af foto.
Foto Kim Ruberg
Det hele gik strygende. Først var der nogle sømandssange fra klubbens sanghæfte med akkompagnement af klubbens sømandsorkester, På Gyngende Grund. Stemningen var god, orkestret holdt kammertonen, deltagernes ru sangstemmer fyldte lokalet.
Foto Kim Ruberg
Herefter gik formanden ledsaget af nogle få andre, der trodsede regnen ud og halede klubbens stander ned, og så var den sæson ovre.
Inde i de lune lokaler causerede formand Normann over sejler-halvårets oplevelser og aktiviteter.
Foto Sven Scharling
Han mindede beskedent om det enorme trofæ, en overdimensioneret pokal fra Dansk Sejlunion, som klubben velfortjent vandt som årets klubudviklingsklub.
Foto Dansk Sejlunion
Fra venstre klubbens kasserer Preben Gregersen, formand Normann Sloth og næstformand Birgit Larsen med Klubudviklingspris fra Dans Sejlunion
Herefter blev en række ildsjæle og loyale klubmedlemmer hædret:
Kammeratskabspris: Uffe Clemmensen der både er en gudsbenådet iværksætter, men også altid bliver som den sidste for at sørge for at der bliver vasket op og ryddet af.
Flids pokal: Palle Christensen. Palle er altid med på klubbens servicedage og er altid på pletten når ting skal fikses.
Junior pokal: Lukas og Clara der har udviklet sig som feva-sejlere, være gode klubkammerater og udvist godt shipmanship.
Pokal for Godt sømandskab: går til Ottos Far” Michael Scähfer ” Otto er den røde Engholm 32 som Michael i tide og utide lufter som singelhandsejler på fjorden.
Klubben takkede også Signe, der efter mange års fantastisk indsats nu stopper som juniortræner og medlem af juniorudvalget.
Traditionen tro blev der også uddelt jubelæumsnåle
Eggert Jørgensen tog prisen som det medlem der kunne fejres med flest højst jubelæumsår i klubben. Eggert kunne faktisk godt have været medlem flere år, men i sine helt unge år havde han ikke råd til at være medlem (10,-) så han sneg sig forbi klubben, når piratjollen skulle i søsættes, Men da han så begyndte at sejle kapsejlads var der ingen vej uden om et medlemskab, som han så har holdt fast ved i 65 år.
Foto Kim Ruberg
Øvrige jubilarer: 60: Kirsten Müller, 50: Morten Nielsen, Søren Kjær, Merete Laurent Christensen, Hans Tønder Jensen, Gytha Egelund. 40: Henry Larsen. 25: Nils Trautner, Kurt Mogensen
Der blev nu tid til en kraftig tomatsuppe, kaffe og en lækker trifli dessert, som var til overs fra aftenen før (fra Normanns søsters 70-års fødselsdag). Orkestret spillede igen, medlemmerne sang af fuld hals, og alle gik således opmuntrede ind i vinterhalvåret. Hvad sejlere laver i disse seks måneder vides ikke. Tidligere forlød det, at sejlere som regel står på ski, når de ikke sejler.
Følg med her på klubbens hjemmeside www.rosejl.dk for at se kommende aktiviteter