Stig Ekblom – vores egen Kløvedal – fyldte klubhuset til bristepunktet tirsdag aften den 14. november med sit foredrag om Simpel Sailing, som svarer lidt til Simpel Living, nu bare til søs.
Stig har sejlet i sin Nordiske Krydser, Can III siden 1988, og det er virkelig en smuk, velholdt og elegant båd trods sine 92 år. Stig er selv 69 år, og still going strong, og det er næppe tilfældigt, at de to har fundet sammen.
Hvis man vil tage sig tid til at høre mere om Stigs sejlfilosofi, kan man google hans hjemmeside og også der læse mere udførligt om hans vovemodige tur medLofoten som mål, men havguderne ville det anderledes, så det blev kun til hjørnet af Norge mod sydvest og så tilbage igen.
Stig er uddannet historiker, så beretningen er også krydret med historiske anekdoter fra kysten langs Sverige og det sydlige Norge.
Roskilde Sejlklub siger tak til Stig, og tanken har strejfet os, om ikke han burde gå i Kløvedalernes fodspor og skrive en bog om sine og Can III’s oplevelser sammen.