Dominikanske republik
Da vi sejlede ind i Samana bugten på den Dominikanske Republik, fik vi noget af et syn.
Vi havde hørt, at pukkelhvalerne skulle kælve i denne præcise bugt og i denne præcise måned, vi var der i.
Det var lige blevet lyst, og vi var på vej ind, da vi ser et blåst et par hundrede meter væk, så kom det nærmere.
Det var til sidst 70 meter fra os og hvalerne lå bare og svømmede med os ind. Så 300 meter fremme så vi en hoppe helt ud af vandet, senere kom den tættere på og sprang igen. Og det skal lige siges, at sådan nogle pukkelhvaler er altså 10-15 meter lange – På størrelse med Aquila.
Marinaen, vi kom ind til, var det rene luksus med pool, lounge, restauranter over det hele og ualmindeligt mange medarbejdere. Jeg tror, der lå 100 både i havnen, og det var der mindst også i ansatte. Der var folk til alt. Folk til poolen, folk til restauranter, folk til at hjælpe din båd på plads i havnen. Folk til alt.
Prisen for at ligge der var nu også lidt pebret. Vi betalte 77 dollars eller 550 kroner per nat.
Derfor valgte vi hurtigt at sejle til nationalparken, der var på den anden side ad bugten.
Det var simpelthen så vildt smukt! Der lå små limstensøer med jungle på toppen, og inde på fastlandet strakte junglen sig langt ind i landet. Da vi havde kastet anker, tog vi vores gummibåd og sejlede ind mellem de små øer. Det viste sig faktisk, at øerne nærmest var hule. Inde i øerne var der lange grottesystemer, og små sprækker lod sollyset stråle ind.
Da vi havde ligget der helt alene et par dage, sejlede vi tilbage til selve Samana by, hvor vi fik vores gaster ombord. Gasterne vi havde med var; Preben vores gode ven, og Ida og Adrian som er et par og også er vores venner. Og professionelle sejlere.
Vi sejlede videre mod nordsiden af den Dominikanske Republik til byen Luperon, der ligger inde i et lille fjordsystem, så ankerpladsen var rigtigt godt beskyttet.
I de første dage vi lå der, var der godt med vind, så jeg satte min opti i vandet. Det var fedt at sejle på ankerpladsen, da der var masser af vind men ingen bølger.
Efter en uge i Luperon valgte vi at sejle hen til en lille bugt lidt henne ad kysten. Det var den mest vilde ankerplads, vi har været på. Der kom 2 meter høje dønninger ind på ankerpladsen; på den ene side havde man et brusende rev, hvor de store bølger brækkede over, og på den anden side havde vi en klippevæg, hvor bølgerne bankede op ad. Den nat i bugten var den mest urolige, vi har haft for anker.
Inde i bunden af bugten var den fineste strand og en lille landsby. Vi tog gummibåden derind, og var lige ved at blive skyllet omkuld af de store bølger. Landsbyen var ikke vant til besøgende, og lige så snart vi kom ind bød den lokale cafeejer os velkommen.
En dag hvor jeg skulle lave mad, skulle jeg have noget under dørken (gulvet), og jeg så noget grønt væske løbe langs skroget. Vi fandt ud af, at vi lækkede kølervæske. Og jo mere vi kørte med motoren, jo mere ville den dryppe.
Da dagen kom, hvor vi skulle sejle videre mod Cuba, sagde myndighederne nej. I den Dominikanske Republik skal sejlere have en ”Despacho” af myndighederne, før de må sejle fra et sted til et andet. Det betyder, at man ikke kan sejle, når man har lyst og selv vurderer, at vejret er godt. Myndighederne mente, at der var for meget vind til, at vi kunne tage ad sted. Problemet var, at vi skulle have vind til at komme af sted på grund af motorproblemet. Så hvis der var meget mindre end 6 meter i sekundet, kunne vi ikke sejle ordentligt for sejl, og hvis der var meget mere end 6 meter i sekundet, ville de ikke lade os sejle. Det betød faktisk, at vi blev nødt til at vente 3 dage mere før, vi kunne få lov til at sejle.
Cuba
Efter en sejltur på 2 døgn kunne vi se land; det var Cuba. Vi skulle sejle lidt op af kysten, før vi kunne stikke næsen ind i et fjordsystem lidt ligesom Luperon.
Da vi kom ind, kastede vi anker ud for marinaen og ventede på, at myndighederne skulle komme ombord og tjekke os igennem. Morgenen efter kunne vi sejle ind i den lille havn og få dem ombord. Det var første gang vi havde nogen ombord for at tjekke os igennem. Det var lidt nervepirrende at stå og kigge på, at båden blev gennemsøgt, og vores digitale navigationsudstyr blev forseglet.
Vi besluttede os for at besøge Santiago, som ligger på den modsatte side af Cuba, imens ville Ida og Adrian passe på Theo og Aquila. Der fra Aquila lå, gik der ingen busser, så vi ringede til en taxachauffør, som kom i en stor og meget bling bling agtig amerikanerøse fra 1960erne.
Jeg tror ikke, at man har midterstriber eller fartskilte i Cuba, for han kørte til. Han svingede ud og ind imellem hestevogne og gamle sovjetlastbiler.
Da vi kom til en mindre storby, som hedder Hulgoín, inde i landet, fandt vi ud af, at der ikke kørte nogen busser den dag.
Så vi skulle finde et sted at sove en nat. Heldigvis havde billetdamen på stationen nogle bekendte, der havde et ”Casa particular”. Det er nogle værelser eller et hus, som nogle af de lidt mere velhavende Cubaner har, og som rejsende og backpackere kan bo i for en nat eller to.
Det koster 25 dollars eller 150 kroner for et værelse i en nat, hvor der typisk kan bo to personer – MEGET billigt.
Næste dag tog vi bussen til Santiago, og da vi kom frem til bus- og togstationen, stod der en hel masse hustlere og tilbød taxaer. Ham, vi tilfældigvis tog med, kendte et casa particular, hvor vi kunne bo i 2 dage. Det var et gammelt men velholdt hus med den smukkeste udsigt til bycentret og havnen.
Efter en dag hvor vi lige skulle falde til, ville vi ud og se byen. Santiago er en stor by med markeder, masser af spillesteder og plazaer.
En dag, vi sad på cafe, faldt vi i snak med Jorge, der gerne ville vise os rundt i byen. Vi lavede en aftale med ham, og næste dag på samme café mødtes vi, og han viste os de flotte steder i byen eksempelvis nogle af de mere end hundrede år gamle huse. Vi fandt lige pludselig ud af, at Santiago er en kæmpe by med omkring 1 million indbyggere.
Efter den tur var vi ret sikre i at færdes rundt i byen.
Vi havde taget sæbe, vaskepulver og kaffe med til at dele ud af. Vi havde hørt, at der var en mangel på det og meget andet. Vi snakkede med en lokal, som fortalte:
Hver måned får en cubaner 250 ml olie, 2 kg ris, 5 kg bønner og 3 kg mel. I den tid krigen har stået på i Ukraine, er priserne på en liter benzin steget til skyhøje priser for den almindelige cubaner. Før kostede en liter benzin 1,25 kroner, nu koster den mindst 12,50 kroner.
Cubanerne mangler alt. Når vi gav dem sæbe, vaskepulver eller kaffe, kunne vi mærke på dem, hvor glade de blev.
Lige pludselig var ugen gået, og det var tid til at komme tilbage til Aquila.
Bimini
Efter vi havde været ombord et par dage, var det tid til, at vi skulle videre mod Bimini i Bahamas-øgruppen.
Det var en sejlads på 3-4 døgn.
På anden dagen havde jeg fiskelinen ud, og der kom bid efter en halv time. Jeg kunne mærke, at det var en fisk med spjæt i. På badeplatformen hvor jeg sad og hev ind, og hvor far sad med den store krog til at få fisken ind med, kunne jeg se, at det var en barracuda. Jeg fik lige halet den lidt tættere på, og så prøvede vi at få krogen igennem på den, men lige da krogen ramte den, sagde den ”nej tak” og hoppede af blinket.
Ud med blinket igen og et kvarter efter kom der noget grøn-gult på krogen. Selv 70-80 meter fra blinket kunne jeg se farven på mahi-mahien. Denne gang gik det godt med krogen, og vi fik svunget den ind i cockpittet. Det var en stor én. Der var blod overalt. Den spjættede og hoppede omkring inde i cockpittet. Os, der var i cockpittet, hoppede og dansede også både af glæde, men også for ikke at få krogen i foden.
Den aften blev det til mahi-mahi curry mums…
Da vi ankom til Bimini den 4. nat, turde vi ikke at gå ind i det snævre løb ind til lagunen inden for løbet, så vi ankrede lige syd for Sydøen, indtil det blev lyst.
Da vi sejlede ind, var det lidt nervepirrende, for ekkoloddet sagde 10 cm vand under kølen.
Da vi var kommet ind, skulle vi fortøjre i en meget snæver havn. Jeg tror, at fra en bro til den anden bro var der lige præcis så langt, som Aquila var. Efter nogle dage i meget dyr marina tog vi ud og lå for anker.
På grund af det smalle løb er strømmen mega kraftig. Når der er vindstille, ligger man med strømmen, men når strømmen vender, og kæden vikler sig rundt om ankret, kan det rive sig løst. En dag kaldte nogen fiskere på os, fordi vi havde drevet for ankret. Op i en fart, få startet den vakkelvorne motor og få ankret op. Vi kastede et hækanker ud, så båden ikke kunne svinge for strømmen.
På Bimini havde vi fået reservedelen til motoren. Vi havde prøvet at få fat på øens eneste mekaniker, men han kom aldrig. Vi havde så i mellemtiden kontaktet en mekaniker i Miami, som arbejdede for et firma og virkede noget mere troværdig.
Nu ligger vi i Miami med en fikset motor og skal til at arbejde os op ad den amerikanske østkyst.
Skrevet af Asger Krogh Bønding,
Maj 2023.