42 julemærkebørn på vandet

Af Birgitte Larsen og Sven Scharling
Den 21. og 22. juni var der stor aktivitet i Roskilde Sejlklub, for her havde vi besøg af alle børnene på Julemærkehjemmet Liljeborg, som jo praktisk talt er vores nabo i havneområdet. Den ene halvdel af børnene kom den 21. og den anden halvdel den 22. juni til en eftermiddag, hvor de blev introduceret til vandsport i forskellige afskygninger. Først var der lidt instruktion i sejlads ved Niels Henrik Borch, derefter et par timers sejlads i vores fire J80’ere, og afslutningsvis aktiviteter med Stand Up Paddleboards og kajakker herunder masser af vandgange, hvor børnene teede sig som rene vandhunde uden hensyn til, at vandet ikke var meget mere end 19 grader. Indlagt i programmet var en pause med masser af frugt og rugbrødssnacks (med undtagelsesvis lidt chokolade i), for julemærkehjemmet lægger vægt på den sunde kost.

En del børn havde aldrig prøvet at være på en båd og sejle før og bekymringen var at spore hos en del af dem. Den første halve time blev derfor brugt ombord på bådene, til at tale situationen igennem – hvad er det værste som kan ske? Hvorfor kan en kølbåd ikke vælte? Hvad gør redningsvesten? osv..  “Ja- hatten” blev fundet frem og alle kom på vandet i de fire j80’ere, med indstillingen om at “- jeg kan og tør godt. “

 

Børnene skulle på skift hjælpes ad med at sidde ved roret, og styre sejlene – de var ikke blot passagerer men en del af et team, der sammen skulle lykkes med at få båden til at sejle.
I løbet af de fire timer blev stemningen vendt fra at være fyldt med bekymringer og overvindelse til at være fyldt med glæde og stolthed over at kunne. Det var tydeligt at spore begejstringen da børnene sluttede med at prøve kræfter med kajak, pedalkajak og stand up paddleboards.

Julemærkebørnene var i alderen 9-14 år og egentlig ganske almindelige børn, som ikke umiddelbart adskilte sig fra andre børn i den alder, men hvad man ikke lige ser, er, at de i virkeligheden er børn, der har haft det hårdt på forskellige måder, og som derfor er blevet udvalgt til et ca. tre måneders ophold på julemærkehjemmet. En fællesnævner er nok, at selvtilliden ikke er i top. Så meget desto herligere var det for instruktørerne fra Roskilde Sejlklub at være vidne til, hvor stor glæde det skabte, når børnene fandt ud af, at det de troede var skræmmende og umuligt, faktisk viste sig at være sjovt.

Las os tage Sarah (det siger vi lige, at hun hedder). En lille, charmerende pige, lidt tilbageholdende, og næsten ikke til at overtale til at tage hoppet fra molen og ud i spidsen af en af vores J80’ere. Det lykkedes efter nogen overtalelse, men i løbet af den ca. to timeres sejlads ind til Ringøen og tilbage bliver hun langsomt vænnet til det våde og alligevel ikke helt så farlige element. Til sidst er det hendes tur til at styre. Og med koncentreret opmærksomhed ved rorpinden viser det sig faktisk, at hun er den bedste af de 5-6 unger om bord til at styre båden, og det siger en del, for talentmassen er ganske fin. Formentlig helt upædagogisk siger vi til Sarah: ”Du er faktisk den bedste i dag til at styre!” Senere på dagen overhørte jeg hende sige til en klasseveninde: ”Jeg var den bedste til at styre!” En af drengene, der fik til opgave at løsne og stramme fokkeskødet, og blev rimeligt god dertil, fortalte, at han altid havde haft lyst til at lære at sejle, men aldrig havde prøvet det. En anden af drengen fortalte, at han ganske simpelt aldrig havde oplevet at få ros. En af vores unge instruktører, Jeppe – nr. 1 på verdensranglisten i matchrace – måtte bagefter medgive, at hans sportstrænede kapsejladshjerte var blevet blødt som smør ved mødet med børnene, og det samme gjaldt de andre unge instruktører, Amanda og Elisabeth, ja selv Niels Henrik Borch, der stod for disse eftermiddage var en lille smule rørt.

 

 

Roskilde Sejlklub har haft et godt samarbejde med julemærkehjemmet repræsenteret ved viceforstanderen Stine Skovbo. Vi har stillet i udsigt, at vi meget gerne gentager succesen måske allerede om tre måneder altså midt i september, hvor der er et helt nyt hold julemærkebørn. Efter dagen i vores sejlklub sov børnene tungt, forlyder det, og plagede lidt for, om de ikke snart kunne komme igen. Stine Skovbo sendte bagefter en mail til os, hvor hun bl.a. skrev: ”Tak for det gode samarbejde og for, at I giver vores børn en fantastisk oplevelse.”
Eftermiddagen viste hvad sejlsporten kan: Det handler ikke om hvor hurtigt man kan løbe eller hvor hårdt man kan kaste, men det handler om, at alle kan bidrage med noget, og at alle skal samarbejde for at få båden til at sejle.

Børnene gik stolte tilbage til Julemærkehjemmet , en stor oplevelse rigere og præsenteret for en mulig sund friluftsinteresse.

Dagen var arrangeret af Roskilde Sejlklub, og selve arrangementet og anskaffelse af paddleboards og redningsveste var støttet af hempelfondens aktivitetspulje
Tak til hempelfondens for støtte til arrangementet facebook @søsat hempelfondens aktivitetspulje