Dengang sejlere var unge og træbåde gamle

Af Jan Ebert, der i år kan fejre 60 års jubilæum i RS

En brugt piratjolle til fire månedslønninger

I foråret 1962 – og det er jo 60 år siden – købte jeg en ældre Piratjolle af en ansat på Skt. Hans, der havde jollen liggende i hospitalets lille havn. Han blev meget fornærmet over, at jeg ikke ville give 1.500 kr., men kun de 1.200 kr. der var mit bud. Som journalistelev på Roskilde Tidende fik jeg 330 kr. om måneden i løn, så det havde trods alt kostet mig lang tids opsparing. Jollen var i øvrigt solidt kram, ikke noget med billigt finér, men bordlægning af lærk og et (forhenværende) smukt lakeret plankedæk af smalle oregonlister. Dertil et stel bomuldssejl, og nogen havde engang gået hen over storsejlet med tennissko på. Formentlig mens det lå til tørre, men sejlet havde fået røde fodaftryk, som ikke ville gå væk igen. Jeg gættede håbefuldt på, at det kunne være Randi, en lækker tennispige jeg kendte på afstand, og så var det næsten tilgivet.

Med jollen fulgte et medlemskab af Roskilde Sejlklub, og det har holdt lige siden. Det samme gælder de venskaber, der hurtigt opstod med andre jollesejlere, for RS var også dengang en ganske stor jolleklub. Først optimister, som alle havde bygget jollen selv, hvilket man bl.a. kunne gøre på aftenskole. Så kom mange selvbyggede OK-joller, delvist efter samme byggekoncept. Piraten blev regnet for en lidt prestigefyldt jolle, fordi den var så stor og man skulle være to i den. Klubben havde et pænt felt af dem og kunne tælle en tidligere Danmarksmester, der vist hed Leif. (red.: Leif Olsen, DM fem gange i piratjolle).

Blazer, fest og søde piger

Klubben var ved min ankomst stærkt styret af vekslende formænd, ikke mindst den navnkundige isenkræmmer Erik Christensen, ”kræmmer” kaldet. Det var først, da Ole Jacobsen kom til omkring 1970, at opgaverne blev mere delt i bestyrelsen. Ole blev senere formand for Dansk Sejlunion, hvor han gennemførte en større reorganisering og modernisering.

En gruppe medlemmer havde i 1960-61 bygget et fint nyt klubhus, som afløste en gammel, langstrakt træpavillon, der kaldtes ”sporvognen”. Dette ”nye” klubhus tilhører i dag strandjægerne, for det blev ret hurtigt for lille i takt med, at RS voksede. Standerhejsningen og nedhalingen forår og efterår var store begivenheder. Ikke blot i klubben, men til dels også i Roskildes selskabelige liv. En del var medlemmer alene for at kunne komme til festerne, ikke mindst yngre piger, som gerne ville møde os sejlerdrenge. Desuden var der den fælles nytårsfest på Hotel Prindsen sammen med roklubben og et fælles karneval omkring fastelavn, også på Prindsen. Rigtigt mange mødte festligt udklædte, hvilket de færreste nok ville gøre i dag. Karnevallet var da også det første, der stoppede, da tiderne i almindelighed blev mindre festlige. Selvfølgelig mødte man til de andre fester i sit pæne sejlertøj, dvs. mændene i blazer, hvide eller grå bukser, hvid skjorte og selvfølgelig slips. Engang tidligt i 80’erne lejede sejlklubben sig ind i den store ejendom på havnen, som i dag rummer Restaurant Store Børs. Her oprandt, hvad jeg husker som en storhedstid i klublivet, med kantinebestyrer, varm mad nogle gange om ugen, søde piger bag bardisken (frisør Mortensens døtre) og talrige festlige stunder.

En kølbåd for børneopsparingen

Piratjollen fik mig i den grad tændt på sejlads, så allerede året efter købte jeg min første kølbåd. Det skete ikke uden sværdslag med min far, for jeg var kun 17 år, og han skulle derfor frigive min børneopsparing. Jeg kan takke den gamle bådebygger Jensen for, at det lykkedes, for han fortalte min skeptiske far, at ”bare båden ikke er mere end 20 år gammel, er den sikkert et fornuftigt køb”. Jensen havde i øvrigt et meget velanskrevet bådeværft der, hvor klubhuset nu ligger, og det blev sidst i 1990’erne opført i samme stil som hans gamle værftshal.

Man bærer da en kølbåd

”Tops” var en lille, sund og køn spidsgatter af M.S.J. Hansen. Kun 6,1 x 1,80 x 1,2 m, hvilket svarer til 20 fod, og når jeg sad i kahytten og strakte armene ud, kunne jeg berøre begge fribord samtidig. Prisen var 7.500 kr. plus piratjollen i bytte. Piraten havde ligget ved en af  klubbens jollebroer, men en kølbåd – uanset hvor lille den var – skulle ud på reden. Der var jo ingen lystbådehavn i byen, så alle motor- og kølbåde lå for svaj, og det krævede så en rojolle for at komme om bord. Som anker virkede en passende betonklods, så fulgte en tung bundkæde, en mellemtung kæde og til slut en lettere kæde, som skulle være galvaniseret, da den hele tiden hang fri af bunden og bevægede sig med båden. Alligevel var der efter næsten hver kuling eller storm nogen, der gik i drift og bagefter skulle hales fri af den heldigvis bløde kyst ved Frederiksborgvej. Værre var det, hvis ”løsgængeren” undervejs havde ramt andre både, og det skete engang for ”Tops”. Den måtte på værft hos Niels Krarup, der havde sit lille bådebyggeri på havnepladsen. Beddingsvognen trak den op, hvorefter 7-8 stærke fiskere m.v. blev tilkaldt, og de bar slet og ret båden videre ind til Krarup, skønt den må have vejet 1 ton eller mere.

Håndkraft og håndfuld bajere 

Om vinteren duede det ikke at lade båden ligger på reden, udsat for storme og isgang, så alle kom på land. Beddingsvognen blev trukket op med et elektrisk spil og endte på en drejeskive. Her kunne vognen så drejes i den retning, båden skulle, og så begyndte et større slæb med lange planker, der var monteret med hver sin skinne. Vognen blev rullet ind på det yderste sæt skinner, hvorefter de bageste planker blev hentet om foran, og sådan kom man videre indtil vinterpladsen var nået. Båden skulle nu bakses fri og af vognen og anbringes på klodser og bukke. Med en kraftig donkraft kom båden lidt op fra vognen, så denne kunne rulles tilbage, indtil en tværvange stødte imod. Så løfte igen på den anden side af tværvangen og videre til næste vange, indtil beddingsvognen var lirket fri af båden. Selv sagt kostede det en håndfuld bajere at få hjælp til det projekt.

50 øller og båden lænsede sig selv

Et forår havde været særlig tørt, og da ”Tops” rullede i vandet, tog den så meget vand ind, at den ikke lettede fra beddingsvognen. Når det skete, fik man som regel lov til at blive natten over på vognen, så den indtørrede klædning kunne nå at lukke sig, men der var en anden, som skulle søsætte efter mig – og selv skulle jeg på aftenarbejde i mit nye job på Berlingeren. Gode råd var dyre. Det blev nærmere bestemt til en hel kasse bajere af dem med 50 flasker. Øllet blev købt hos Verner Vedel i skibsprovianten, og det lykkedes at lænse ”Tops” så meget, at den kunne holde sig flydende i kortere tid. Ølkassen kom i båden, og det blev bekendtgjort på havnen, at man var velkommen til at tage en forfriskning, hvis man også sørgede for bruge lænsepumpen. Ellers ville man for øvrigt få våde fødder. Da jeg næste formiddag med spændt forventning tog ned på havnen, stod der en tom kasse bajere i en båd, der stort set var blevet tæt i nattens løb.

På kryds mellem broklapperne

”Tops” hørte til de mindste – men ikke allermindste – på reden. Største kølbåd var ”kræmmeren”s navnkundige spidsgatter ”Mariane” på 9 meter eller hele 30 fod! Gennem mange år en meget vindende båd, der skaffede ”Kræmmer” flere store sejre i bl.a. Sjælland Rundt, Skaw Race og Gotland Rundt. Ligesom de fleste andre kølbåde havde ”Mariane” ikke indenbords motor, men kunne en vindstille sommeraften humpe hjem fra en tur mellem skovene med hjælp fra en lille Seagull påhængsmotor. En tur op ad fjorden for sejl – og hjem igen – kunne i de år være noget af en præstation, ofte på kryds gennem de smalle render og ind mellem broklapperne i Frederikssund.

Søde piger og risiko for tæsk

Særlig frygtet var i øvrigt Kulhusrenden, når strøm, vind og sø ude fra Isefjorden i fællesskab gjorde alt for, at vi ikke skulle nå Rørvig den aften – men det skulle vi! På den navnkundige træpavillon ”Den Runde” i Rørvig spillede Papa Bue, og det vrimlede med søde piger, der dengang ikke måtte holde ferie eller weekend på egen hånd, men var tvangsindlagte til at tage med far og mor i sommerhus. Der var i øvrigt ingen havn i Rørvig, kun en lang træbro, så det måtte hverken blive østen- eller søndenvind.

Havde man fundet ro i den ægteskabelige havn, var Lynæs det faste mål for familien, men det var ikke for tøsedrenge at vende rundt for sejl i det smalle bassin. Hundested var en ucharmerende fiskerihavn, Kulhuse for lille, Frederiksværk præget af stålvalseværket og Nykøbings lille trafikhavn for langt væk. I pinsen mødtes alle fjordklubberne til fælles stævne i Lynæs, og ikke mindst i jollesejlernes teltlejr gik det livligt for sig. Det var vigtigt at holde sammen, for de unge fiskere kunne ikke lide unge sejlere og mente, at det bedste var at tæve dem.

Pigerne Abelone og Maja

I 1962 var alle både i Roskilde – motor eller sejl – bygget af træ. Kan læseren forestille sig, at samtlige glasfiberbåde forsvandt fra havnen i dag? Det må dog siges, at mange træbåde siden er gået tabt, for bådebygger Jensen havde ret: efter 20 år begynder alderen at indfinde sig, og efter 40 år lever kun den træbåd, der har haft omsorgsfulde ejere. Det var allerede i 1950’erne blevet kostbart at få bygget en træbåd, så langt de fleste stammede fra før krigen og nåede meget høje brugtpriser. En pæn 30 kvm spidsgatter kostede således omkring 30.000 kr, hvilket var betydeligt mere end en årsløn for mange mennesker, og ikke mindst for en ung journalist. Det lykkedes mig dog i 1967 at finde en 30’er i nogenlunde stand ved at vente så længe, at ejeren – for at slippe for at tage den på land for vinteren – solgte til blot 16.000 kr, og ”Abelone” blev min næste båd. På det tidspunkt var de første glasfiberbåde imidlertid kommet på markedet, og allerede to år senere ville jeg være med på det sidste nye og købte en finsk H-båd, D5. Takket være den forrygende inflation og tilhørende dyrtidsregulering var der 1974 igen råd til ny båd. Det var Molich 10-Meteren ”Maja”, som jeg selv var med til at designe, hvorefter Poul Molich i Hundested satte den i produktion. Her 48 år senere er ”Maja” stadig i familien, men nu med havneplads i Holbæk.

Styrendampe eller harpiksduft

De to første glasfiberbåde i Roskilde dukkede op i 1963 eller -64. Det var en svenskbygget Fingal og en dansk Great Dane, begge til selvaptering. Georg Andersen fra Roskilde Maskinfabrik fik dog sin Fingal apteret hos Niels Krarup og søsatte derfor noget før Ole Jacobsen, der indrettede sin Great Dane selv. Alle inviterede selvfølgelig sig selv om bord for at se disse vidundere indefra og blev forbløffede over den megen plads – men lugten! De sidste styréndampe fra en ny glasfiberbåd var ikke det samme som harpiksduften fra skibslakken i en træbåd.

Gratis at ligge for svaj

Som nævnt lå vi alle sammen for svaj på reden ud for klubhuset. Veddelev, Herslev, Jyllinge eller Marbæk eksisterede ikke som lystbådehavne dengang, og man skulle til Frederikssunds gamle havn for finde nogle få havnepladser. Først i 1973 åbnede Roskilde Kommune for deres nye havn (den nuværende ældste del), men hvem ville dog ligge der? Som jeg husker det kostede en plads det meste af et par tusinde kroner om året, og vi lå gratis for svaj! Spild af penge, men der var alligevel nogen, der luskede ind på en plads, da efteråret og det dårlige vejr begyndte, og det kommende år blev havnen fyldt op. Ret hurtigt endda, men i de år skete der også en ren eksplosion i bygningen af glasfiberbåde.

Bådflygtninge

Havnen måtte udvides i 1990’erne, men desværre skete det ikke uden større ballade mellem de sejlere, der hidtil havde ligget til leje hos kommunen, og de nye andelshavere. De gamle mente jo, at de blev tvunget til at købe en andel, der var alt for dyr, og sandheden var også, flere pensionister måtte opgive deres båd. Desuden var der ikke mindre end 24 ”bådflygtninge”, der til trods for bopæl i Roskilde (nogle endda tæt på havnen) i protest over prisen på andele flyttede deres både til Holbæk. En lidt trist historie, som jeg vil gemme til en anden gang.