På generalforsamlingen blev Norman Sloth valgt til formand for Roskilde Sejlklub. Sejlklubben er med sine ca. 500 medlemmer både en af landets største og en af landets ældste sejlklubber.

Med en sund økonomi og mange aktive medlemmer, er der god mulighed for at fortsætte klubben gode udvikling.

Normann overtager formandskabet efter Morten Rytter, der i de sidste fem år har været med til at føre sejlklubben frem til en meget dynamisk klub med en sund økonomi og omfattende aktivitetsniveau. Især junioraktiviteterne har været i en rivende udvikling og har sikret, at stadig flere børn og unge får glæde af fællesskabet, et sundt udeliv og får en tryg introduktion til fjordens muligheder.

Morten overlader efter fem succesfulde år roret til Normann

Sejlkubben har et godt og solidt grundlag.

Formandskabet sker derfor på et grundlag, hvor der er rigtig gode muligheder for en videre udvikling. En meget markant ændring, som Normann har stået i spidsen for, kan allerede ses på klubben helt nye hjemmeside www.rosejl.dk , klubben bryster sig af som landets bedste og flotteste sejlklub webside. Her vil man fremover kunne følge med i klubbens pulserende liv.

Normann startede som dreng med at sejle optimist i Jyllinge Sejlklub, og siden er det blevet til rigtig mange sømil under kølen, både i lokale kapsejladser, stævner og langture på Atlanten, Middelhavet og Østersøen. I Roskilde Sejlklub har Normann Sloth specielt været aktiv med organisering af de fælles kapsejladser sammen med Veddelev sejlklub.

Som formand ønsker Normann at fortsætte klubbens gode udvikling og muligheden for at få endnu flere i gang med at sejle og nyde de mange muligheder på vandet. Ambitionen er, at Roskilde Sejlklub udvikles på alle parametre og favner alle; optimister, ungdomssejlads, sejlerskole, kapsejlads, kajak, Match Race, elitesejlads, tursejlads, Stand up Padle, fællesskab og bare sejlads og friluftsliv i almindelighed. Alle skal føle, at de får maksimalt ud af klubben og opleve, at det er ”vores klub”.

Bestyrelsen

Af øvrige medlemmer af Roskilde Sejlklubs bestyrelse blev Henning Enemark valgt til næstformand, Birgitte Larsen Juniorudvalg, Hanne Larsen Kajakudvalg, Lone Østergaard kasserer, Jess Hovgaard Broer- og pladser, Søren Andresen klubarrangementer, Morten Rytter almindeligt medlem og Preben Gregersen til suppleant. Som intern revisor blev Nelly Deschamps Bachmann valgt.

Generalforsamlingen takkede Flemming, der gennem de sidste fem år har været klubbens interne revisor. Flemming har i høj grad været ankermand på at få vendt en skrantende økonomi til, at Roskilde Sejlklub i dag har et sundt og fint økonomisk grundlag for at udvide klubbens aktiviteter.

Ole Bøgild hædret med æresmedlemsskab

Endelig besluttede generalforsamlingen at hædre og udnævne det mangeårige medlem Ole Bøgild til æresmedlem. Ole har en lang glorværdig historik, hvor han har været et meget stort aktiv for sejlklubben.